Stakkars skredderkona Birthe Kristine Bye, som etter et stygt fall måtte «tilbringe sin mæste Tid siddende paa en Stokk, uden at kunne udrette Noget», slik skreddermannen beskrev det i et brev til magistraten i juni 1830. Han lurte på om kona kunne få lov til å «undervise nogle smaa Børn i at lese», og ba om magistratens tillatelse til dette.
Skreddermester Niels Gulbrandsen Bye la til grunn at «da hun i saadan Undervisning før har havt nogen Øvelse», mente han hun burde kunne utføre undervisningen «til Vedkommendes Tilfredshed», og at hun kunne få tillatelse «efter den her i Byen indførte præstelige Ordre».
For å styrke søknaden hadde skreddermester Bye alliert seg med stiftsprost Mathias Sigwardt, som hadde føyet til nederst på arker: «Undertegnede troer at kunne anbefale dette Andragende til gunstig Indvilgelse. M. Sigwardt.» Han var jo, nest etter biskop Christian Sørenssen, den høyest rangerte prest i byen, og hans mening måtte telle tungt.
Magistraten henvendte seg imidlertid til allmueskoleinspeksjonen, som besto av kjøpmannen Niels Rosenberg og Sigwardts underordnede, residerende kapellan Joachim Lieungh. De syntes dette var et dårlig forslag. De mente at «Pugeskoler, bestyrede af gamle, udannede Qvinder, vel aldrig kunne ansees hensigtsmæssige». Dessuten kjente de ikke «Skrædderkonen Mad. Bye’s Capasitet til at undervise, og heller ikke har Anledning til at undersøge denne». De to herrene i allmueskoleinspeksjonen mente også at «der formeentlig ere Undervisningsanstalter nok her i Staden til at bibringe Børn de første Elementer». I tillegg var det hensynet til de fast ansatte lærerne i allmueskolen som «til Forbedring i deres ikke overflødige Kaar, skulle have Anledning til i deres Fritimer at erhverve sig et lille Tillæg ved privat Underviisning, hvilket vilde betages dem, naar Tilladelse til at holde Pugeskole blev meddeelt i Flæng». De var ikke motstandere av at «en gammel, fattig Kone erholdt Understøttelse», men de kunne altså ikke anbefale søknaden.
Nøkkelordet her er «pugeskole». Magistraten henviste til «Loven» – og ja, det er faktisk Christian 5.s norske lov fra 1687, som i mangel av nyere lovgivning etter dansketiden fremdeles var gjeldende – der det het at «Alle Puge-Skoler skulle aldelis være afskaffede». Faktisk var det Christian 3. som hadde bestemt dette allerede i 1537.
I svaret til skreddermester Bye, skrev magistraten at de «efter at have indhentet Almueskole-Inspectionens Betænkning tjenstlig melde, at den attraaede Tilladelse ikke kan meddeles, som stridende mod Lovens 2 – 18 – 13.» Det er altså lovparagrafen som er det formelle, og eneste, argumentet, ikke at Birthe Kristine er en «udannet Quinde». Vi finner hele korrespondansen i Byarkivet.
Det er litt vanskelig å få fatt på magistratens begrunnelse, i og med at det allerede foregikk atskillig slik privatundervisning i Christiania, sikkert av varierende kvalitet. Skolevesenet var i det hele tatt svært uoversiktlig organisert. Skoleplikten gjaldt bare for allmuens barn, altså de fattige og ubemidlede familiene i byen, og allmueskolen var kommunens ansvar over fattigkassens budsjett. Borgerne måtte finne andre løsninger for sine barn. De bedrestilte kunne sende sønnene sine til Borgerskolen, mens det for borgernes døtre fantes enkelte private tilbud. En av disse pikeskolene ble drevet av Conradine Dunker.
At pug(g)eskolene fantes, vet vi fra flere kilder, ikke minst fra residerende kapellan Jens Garmann, som skrev i Budstikken i 1821: «Det er imidlertid et stort Savn, at der ei i det mindste gives en Elementair-Skole for de Børn af begge Kjøn, som tilhøre den uformuende Deel af Borgerclassen, der vel kan yde noget men ikke meget til deres Børns Opdragelse, hvilken de nu maae søge hos Een eller Anden, som af Nød griber til at holde Pugeskole; kun de fattigste ere herudi de lykkeligste, da deres Børn kunne blive skolepligtige til Almueskolerne.»
-gb-