Menighetens elendige oppførsel

I 1835 hadde menighetens elendige oppførsel i domkirken gått så vidt at stiftsprosten måtte rykke ut for å få folk til å skjerpe seg. Det var særlig under konfirmasjonsseremoniene at mange ikke greide å overholde selv de enkleste disiplinære regler, og før den siste konfirmasjonssøndagen i april erklærte stiftsprost Edvard Storm Munch at det fra kirkens side «intet lovligt Middel, der staaer til sammes Tjeneste, vorde ubenyttet for at haandhæve Orden».

I et langt innlegg i Intelligensseddelen skriver Munch – farfar til maleren Edvard Munch – at han «har bragt i Erfaring, at der i flere Aar har været ført Klage over de mangehaande Uordener, der paa Confirmationsdagene udøves i Vor Frelsers Kirke her i Staden, og, at de Forholdsregler, der til disses Forebyggelse fra Vedkommendes Side ere tagne, have saa langt fra frugtet, at det Onde synes meget mere Aar for Aar at have tiltaget».

For å tydeliggjøre hva som var problemet, hadde stiftsprosten listet opp forseelsene i fire punkter:

a) En uophørlig Renden ud og ind af Kirken, ledsaget af Trampen samt Smelden af Kirkens og Stolestadernes Døre.
b) En vedvarende Bestræbelse af Nysgjerrige om immer at faae en bedre Plads til at begloe Confirmanderne, og som nærmest Følge heraf
c) Idelig Klavren fra det ene Stolestade til det andet, Opstigen paa Stolestadernes Bænke og Skillevægge, og jevnlig Nedfalden igjen, hvorved ny Tummel og Støi foraarsages.
d) En stedse bølgende Sværm af Drænge, der trænge sig imellem Confirmandernes Rækker, omgive selv den forrettende Præst, ja følge endog Confirmanderne op til Alteret, og, medens disse der nedknælende fornye det vigtige Løfte, afgive ved letsindig Omkringgloen, Hvidsken og Fnisen en oprørende Modsætning til den Stemning, der i disse Alvors-Øieblikke bør forudsættes hos Unge og Gamle.

For å komme problemet til livs, oppfordret Munch «alle Forældre, Lærere og Foresatte at indskjærpe de dem underordnede Unge den tilbørlige Agtelse» og «holde streng Control med Ungdommens Opførsel i Gud Huus». Han var heller ikke fremmed for at barn som var for små til å forstå «Vigtigheden af Daabsløftets Fornyelse», ble holdt hjemme fra kirken.

En mer liberal, men dessverre anonym stemme kom til syne i et innlegg et par dager senere og hevdet at situasjonen slett ikke var så ille. Han – eller hun – påpekte at det ofte var snakk om «Personer, der ved Bekjendtskab, Slægtskab og Venskab staae i Forholde til Confirmanderne, og saaledes ønske at være dem paa denne vigtige Dag saa nær som Omstændighederne gjøre det muligt».

Særlig syntes hen det var urimelig å holde «Børn, der ei endnu have den tilbørlige Kundskab om Confirmationens høie Betydning, hjemme paa denne Dag […], da ofte saadanne Smaa føle en Glæde ved at see deres ældre Broder eller Søster i denne Stilling og ved denne høitidlige Leilighed, en Glæde, som man dog gjerne kan unde dem».

Vi har ingen rapporter om hvordan kirkedisplinen var denne konfirmasjonssøndagen i 1835, men vi kan se at Jacob Vogt, sønn av statsråd Jørgen Herman Vogt, og Alvilde Hansteen, datter av professor Christopher Hansteen, begge gjør det «udmerket godt» under overhøringen.

Også i bryllupene kunne det gå hardt for seg, ifølge en innsender i 1838. Han hadde også vært i Vår frelsers kirke, og meddelte at «jeg aldrig i nogen Kirke var Vidne til en saadan Støi og Uorden, som den, der her fandt Sted».

Kirken hadde vært smekkfull, hovedsakelig av folk som ikke var invitert i bryllupet, og innsenderen kunne fortelle at tilskuerne hadde stått på kirkebenkene for å se brudeparet da de ankom. Og ikke nok med det:

«Under Talen saae man Tilskuere at trænge frem indenfor Skrankerne paa begge Sider af Alteret, for ret at kunne see Brudefolkene lige i Ansigtet, medens Børn, der paa den nysgjerrige Ammes eller Barnepiges Arm vare tvungne til at være tilstede, nu og da gave deres Utaalmodighed tilkjende ved deres med Handlingen disharmonerende Lyd. Fire Skjødehunde der havde fulgt dere Herskere eller Herskerinner, fandt ligeledes Handlingen Kjedsom, og vare derfor idelig i Bevægelse.»

Et blikk i kirkeboka 3. september forteller at det ikke var et helt anonymt brudepar. Bruden var comtesse Stine Catharine Gjertrude Hoffmann Trampe – Stinchen blant venner – altså datteren til tidligere stiftamtmann og greve Frederik Trampe i Trondheim, mens brudgommen var artilleriløytnant Carl Oluf Iversen. Han skulle siden avansere til adjutant og kammerherre hos kong Karl Johan, men i denne sammenheng er det verdt å notere at han var en nær venn av den festglade Henrik Wergeland^[1]Iversen var en av ganske få personer som Wergeland ønsket i sin begravelse noen få år senere – og vi kan vel kanskje holde muligheten åpen for at en del av det viltre oppmøtet hadde en sammenheng med deres selskapelige forbindelser.