Dagbladet, 27.1. 1921: Det forslag om samarbeide som Filharmoniske Selskap i disse dager har sendt Nationalteatret har selvsagt vakt den største opmerksomhet i teater- og musikkinteresserte kretse […]
«Dagbladet» har henvendt sig til nogen av vaare mest fremtredende teaterfolk for aa faa en uttalelse om dette spørsmaal. Vi begynner med Johanne Dybwad, hvis standpunkt til spørsmaalet er kort og greit: «Jeg synes forslaget bør avfeies som en fullstendig utenkelig og latterlig ting!» Mere vilde fruen ikke si om den sak. Men det er jo mere enn tilstrekkelig. Den næste vi henvendte oss til var Peter Egge:
– Skjønt jeg selv er meget glad i musikk mener jeg at en ordning som den der er foreslaatt vil være meg et farlig for teatret. Operaen vil komme til aa ligge i veien for teatret, hvis arbeide vil bli forsinket ved de stadig store ensembleprøver. Repertoiret skades og antallet av opførelser forminskes. Jeg kunde til nød gaa med paa at der blev satt op en to-tre operaer om aaret, men aa gi 30-40 operaforestillinger er der ingen mening i. Talescenen maa gaa foran alt. Det viser sig overalt i verden at skuespillet taper i terreng.
Heller ikke Harald Stormoen er begeistret for planen. Han uttaler:
– Jeg er saa glad i opera og musikk som nogen, men disse ting maa ikke blandes sammen med skuespillkunst paa Nationalteatret. Teatrets førte chef hadde, nettop da teatret startet i 1899 særlig interesse for operaen og den familiære operainteresse har vi aa takke for, at teatret allerede fra første ferd blev anlagt som en halvveis opera. Eller har nogen hørt om et skuespillhus med nogen og fyrreogtyvemanns orkester til aa spille mellemaktsmusikk!
Disse forhold har skuespillkunsten og skuespillerne lidt under i 20 aar.
[…]
Skuespillerne har i 20 aar vært sulteforet paa grunn av kjempemellemaktsmusikk, opera og slett administrasjon. (Skjønt jeg er ansatt ved teatret tør jeg uten illojalitet uttale dette siste, da hovedadministratoren endelig for et par aar siden er fjernet.)
[…]
