Hvem var virkelig trengende?

Prinsens gate 19 lå tvers overfor nummer 21, som salmakerenken Louise eide. Ukjent foto ca 1880, Oslo museum.

Hvem skulle få lov til å kalle seg fattig? I 1830-årene var det ikke selvsagt at det skulle være lov å be om hjelp, selv om man manglet penger. I noen tilfeller grep politiet inn hvis man ikke var «virkelig Trængende». Ved juletider i 1833 var det så mange angivelig fattige som hadde rykket inn annonser i avisene at politimester Andreas Richter satte ned foten.

Det var særlig ett konkret tilfelle Richter hadde sett seg lei på: «En borgerlig Enke, der anraaber godddædige Mennesker om Hjælp i sin betrængte Forfatning». Hele tre ganger hadde enken annonsert sin elendighet, og til tross for at hun hadde valgt å la avisredaksjonen forvalte hennes anonymitet, fant Richter «det passende at oplyse» hvem hun var. «Supplicantinden er Sadelmager Abraham Eriksens Enke», kunngjorde Richter.

Et søk i arkivene viser at salmakermesteren hadde dødd i 1825, og at enken het Louise, født Tollevsen. Den gangen hadde hun kunngjort mannens død på sedvanlig måte, det hadde behaget «Forsynet […] at bortkalde min inderlig elskede Mand, fra mig og 5 gjenlevende uforsørgede Børn». Åtte år senere hadde hun altså sett seg nødt til å be om hjelp: Hun var «dybt nedbøiet ved Sygdom og Næringssorg, med 5 uforsørgede Børn, blant hvilke endnu 3 hjemmeværende» og lurte på om noen «ved en liden Gave, veldædigen ville bidrage til at lindre min og Mines trykkende Mangel paa Alt til Livets Nødvendighed» slik at hun «Uden Frygt for Hunger og Trøst vente Julehøitiden, den jeg i Fortids Dage saa glad saae imøde».

Andreas Richer. Malt av Mathias Stoltenberg ca 1845, Nasjonalmuseet.

Men ifølge politimester Richter sto det slett ikke så dårlig til med henne. Enken eide nemlig en gård i Prinsens gate som var taksert til over 2000 spesidaler. Av denne hadde hun en årlig leieinntekt på 210 spesidaler og dessuten 30 spesidaler fra et legat som kongen hadde skjenket til «Trængende her i Byen». Dessuten var det slik at av de tre hjemmeværende barna var det en sønn over 20 år som var salmakersvenn «og selv erhverver sit Brød», mens de to andre var «16 og 17 Aar samt confirmerede, at de kunne tage Tjeneste».

Richter kunne fortelle at han hadde undersøkt flere slike annonser i det siste og at de var «befundne mere eller mindre ugrundede», og at han som medlem av fattigkommisjonen kunne erklære at «ingen virkelig Trængende her i Byen har savnet passende Understøttelse derfra».

Salmakerenken var altså ikke alene om å klage sin nød. Vi finner flere slike annonser i samme tidsrom, blant annet fra marketenterenken Susanne Salig Petersen, som var blant dem som søkte om å få avholde veldedighetsballet som Oslohistorie nylig skrev om. I de 11 årene som hadde gått siden mannens død hadde hun slitt med å holde butikken i gang, men nå så hun ingen annen «Udvei til Underhold og mine Børns Forsørgelse, end at tye til medlidende Menneskers Godgjørenhed».

Med Elen Marie Høyer sto det kanskje enda verre til: «O! I ømme velsignede Ædle! Opvæk Eders milde Hjerter for mig beklemte Kone», skrev hun i annonsen.  I 19 år hadde hun «baaret Livets tunge Byrde med en helseløs Mand» som var sengeliggende med tæring. Hun kunne ikke, på grunn av mannens «lidende store Jammer», «komme ud for at erhverve til et Stykke Brød». Hun var derfor «Raabende Gud om Bistand til den lange Julehøitid».

Selv om politimester Richter var såre fornøyd med byens velferdsordning, er det ingen tvil om at de cirka 12.000 spesidaler som sto til fordeling utover fattigstuene og tukthuset på ingen måte strakk til for byens fattige – og absolutt ikke for dem som ikke engang hadde ressurser til å be om hjelp gjennom avisene.

I 1834, da Christiania feiret kong Karl Johans 70-årsdag, ble ifølge Morgenbladet «de fattige og en Mængde Huusarme vederqvægede med et godt Middagsmaaltid» – i alt over 2.500 mennesker. Samme år finner vi en kort stemningsrapport i avisa Statsborgeren, som forteller at det «daglig streife et betydeligt Antal Fattige om paa Gaden og tigge», og at man i forstedene tett inn til byens sentrum fant «en Elendighed af Fattigdom af Nøgenhed, af ussel Pleie og Næring og Svineri, som ikke kan beskrives; og seer man endelig hen til de daglige Jeremiader, som finde at læse  Aviserne, da har man kun liden Trøst og Glæde» over den samlede understøttelsen på 12.000 spesidaler. «Ei Engang mange Gange 12000 Spd. ere istand til at bøde paa Fattigdommens Umættelighed eller Ulæglighed», skrev Statsborgeren.

-gb-