Hvem burde bli politimester?

Politistasjonen i Rådhusgata 7. Tegning Peter Andreas Blix, Oslo museum.

I 1838 sto politimesterjobben i Christiania ledig etter at Andreas Richter hadde forflyttet seg til Orkdal der han var blitt sorenskriver. Men hvem burde overta? En «indsender» med åpenbar kjennskap til myndighetenes indre liv meldte seg i Morgenbladet med noen synspunkter.

Underveis i innlegget – og i den senere prosessen – får vi et visst innblikk i hvordan statsapparatet i den svensk-norske unionen fungerte. Og det anonyme innlegget er – som typisk er for tiden – fullt av ironi og doble bunner som kan være forvirrende for oss som leser med moderne briller.

Innsenderen trakk først opp hvilke kvalifikasjoner en ny politimester burde ha: For det første måtte det være en representativ mann som ved ulike høytideligheter kunne «fremvise den blanke Side og fremfor Alt at skjule den luslidte». Så måtte statholderen – altså Herman Wedel Jarlsberg – ha en politimester som «flittigt kommer og fortæller hvad der passerer i Byen, især af politisk Interesse». Men også statsministeren i Stockholm, altså Severin Løvenskiold, trengte en politimester «som kan afgive Rapporter om hvad der foregaaer, især den 17de Mai, eller naar forresten en eller anden politisk Streng berøres».

Ellers var det så mangt politimesteren skulle beskjeftige seg med, og «Ingen kan være bedre Haandlanger» enn politimesteren:

«Vil man have et Oprør istand, saa behøver man ikke at sende en Røslein hid[1]Carl Henric Röslein var en svensk spion i Norge før 1820; man befaler kun Politimesteren i Christiania at foranledige lidt Spektakler og derpaa erklære det umuligt for Politiet at bringe den offentlige Rolighed tilbage.»

«For de gode Borgermænd» var også politimesterembedet viktig. En dygtig politimester «kunde holde Pøbelen mere i Tømme, bevæge Tyve og Ugjerningsmænd til at være mindre frække».

Det var ikke det at innsenderen hadde hatt noe imot avtroppende politimester Andreas Richter: «Vel har denne Mand ikke fyldestgjort Indsenderens Fordringer […], men det vil derfor ikke være passende at stile imod ham løse og ubeviislige Sigtelser.»

Justisminister Olaus Michael Schmidt.

Men så var det kandidatene: Justisminister Olaus Michael Schmidt hadde innstilt stiftsoverrettsdommer Claus Mørch, byråsjef Anton Theodor Harris og fogd Gabriel Fougner, i den rekkefølgen, men i statsrådet i Christiania hadde man satt Fougner på topp, Harris som nummer to og byråsjef Niels Sophus Munk som nummer tre.

Innsenderen var åpenbart tilhenger av Fougner, som både var «en meget ældre Embedsmand end nogen af de andre Søgere» og dessuten «en saare hæderlig og dygtig Mand». Riktignok var Harris «en stor og stærk Mand, i kraftfuld Alder og af en bestemt Characteer, der ikke har Udseende af at lade sig pille paa Næsen», men de andre søkerne synes også ha vært «begavede med disse Fortrin».

Det som imidlertid talte sterkt imot Harris, var at han også var svigersønn til høyesterettsdommeren, formannskapsmedlemmet og stortingsrepresentanten Johan Henrik Rye, og «Statsministeren kan ikke vente sig nogen Føielighed, kan ikke sætte nogen Tillid til Ryes Svigersøn. Maaske vilde Rye glæde sig ved Svigersønnens Befordring, og denne Glæde maa han ikke have.»

Munks fortrinn var muligens hans familiære tilhørighet – han var nemlig sønn av doktor Hans Munk i Skien, «som formodentlig er Huuslæge paa Fossum, og at være bekjendt af den løvenskioldske Familie». Så om han skulle få jobben, «saa maa det formeentlig være disse Qualiteteter han har at takke derfor». Det ville i såfall «give Anledning til mange Betragtninger, bland Andet om hvor glædeligt det er, at der nu hersker saamegen Enighed og Sympathi imellem den norske Regjering i Christiania og Stockholm.

Gabriel Fougner

I begynnelsen av april hadde regjeringen i Stockholm, med Karl Johans velsignelse, bestemt seg – i hvert fall foreløpig: «Med Stockholmsposten igaaraftes ankom hertil Statsraadsprotokol […] Foged Fougner siges at være constitueret paa 4 Maaneder til Politimester i Christiania.»

Morgenbladet hadde atskillige prinsipielle betenkeligheter ved å konstituere en embedsmann som ved en eventuelt fast ansettelse bare kunne sies opp «efter Lov og Dom». Avisen pekte på at dette var temmelig vanlig i Sverige – «at man først tilforordner Embedsmænd og siden udnævner dem». Nå hadde altså dette fenomenet krøpet over grensen til Norge. Men Morgenbladet regnet med at Fougner neppe ville gå med på dette: «Forsaavidt Foged Fougners Constitution som Politimester skal tjene til at erholde en Prøve paa hans Duelighed, maa det vel ansees tvivlsomt, om han vil underkaste sig samme.»

Også Den Constitutionelle gjorde seg sine tanker: «Hvorvidt Hr. Fougner er tjent med at modtage en saadan Constitution, er kun hans egen Sag.»

Fougner gjorde åpenbart sine saker tilfredsstillende, for i slutten av desember «…har det behaget hs. M. Kongen at udnævne […] Gabriel Fougner til Politimester i Christiania».

Det ser ut til at Fougner kan ha vært en i overkant nidkjær politimester – i hvert fall får han en klage mot seg i Den Constitutionelle i 1842. Under et opptrinn der det skal ryddes opp i en «lurvet og øllet Hob» skal det også ha gått utover helt uvedkommende forbipasserende, idet politimesteren «med hævet Stok og rædsomme Gebærder styrter frem mod anstændige og skikkelige Personer». Episoden skal ha skjedd i nærheten av Cafe Royal i Kirkegata.

Rådhusgata 5. Foto: O.T. Olsen, Oslo museum.

I sin tid i Christiania bodde Fougner med sin familie i Rådhusgata 5 – der han disponerte en leilighet med åtte rom, kjøkken og kjeller. Han forsvant i 1845 til stillingen som sorenskriver på Ringerike og ble etterfulgt av Carl Fougstad.

Det er vel verdt å ta en rask titt på Fougners familienettverk: Han var gift med Anne Elisabeth Krohn, og var følgelig svoger til Ole Gjerdrum, som hadde vært politimester i Christiania fra 1823 til 1831.

En annen svoger – David Weidemann – var nevø av Christopher Weidemann, som hadde vært politimester i Christiania noen år fram til 1814, da han måtte gå av etter å ha skamslått en arrestant med et balltre. Men det er en annen historie.

-gb-

 

References

References
1 Carl Henric Röslein var en svensk spion i Norge før 1820