Aftenposten, 30.11. 1918: Lad os være enige om, at vi skylder direktør Singer stor tak, fordi han har havt mod til at aabne den første faste operascene i Kristiania. Der kan vel være forskjellige ting, man kunde ønsket annerledes – f.eks. burde naturligvis de ledende stillinger saavidt mulig besættes med nordmænd; sent eller tidlig vil det vel ogsaa vise seg at blive nødvendig.
Men vore mange udmerkede sangkræfter har endelig faaet det husly, som de har krav paa. Og aabningsforestillingen gav det ugjendrivelige bevis for, at der er drevet et ihærdig arbeide, og at dette er ført med strengt kunsterisk alvor. Det staar respekt af gaarsdagens forestilling. Den behøver ingen «velvillig omtale». Man kan trygt gaa den efter i sømmene – noget kan kritiseres; men som hovedsag bliver tilbage, at det gode og vellykkede overstraalte manglerne og helt dækkede over dem.
Den første begyndelse bestod i, at Kongen og Dronningen hilstes velkommen med orkesterets udførelse af kongesangen, som af publikum paahørtes staaende. Derefter greb Leif Halvorsen taktstokken til fremførelse af en varmfølt poetisk prolog, digtet og komponeret af Gerh. Schjelderup. […]
Saa begynte da selve forestillingen; «Samson og Dalila» gik over brædderne. Dette valg var vistnok meget klogt. Med «Tannhäuser», som ogsaa kom i betragtning som førsteverk, kunde det nye theater let have lidt skibbrud. […]
Koret var ganske merkelig godt; af det kan operaen i fremtiden faa megen nytte. Naar orkestret ikke tog sig ud til sin fordel denne gang, saa maa skylden ikke tillægges musikerne, som vistnok var meget dygtige, og heller ikke kapelmester Piero Coppola, som holdt det hele fast sammen og sikkert nok har arbeidet ærlig og maalbevidst med ensemblet. Men akustiken var ikke heldig. Om grunden hertil maa søges i musikernes placering eller ikke, tør jeg ikke have nogen bestemt formening om. Det tør kanske ogsaa give sig, naar lokalet bliver ældre og mere «indspillet».
