Aftenposten, 7.7. 1918: Kristiania har ingen sommerudfartssteder længer, men midt i byen findes der dog smaa oaser, hvor man kan hvile sine trætte lemmer og læske sine tørste ganer, om end man ikke faar noget gløt af fjorden med de mange hvide seil. Engebrets friluftskafé er gammel og god og meget hyggelig. Den ligger ligesom fjernet fra al storbyens larm og gjemmer paa minderne fra den gang Bankpladsen var centrum for alt liv; i Saras telt, som igrunden slet ikke er noget telt længer, faar man serveret iskoldt landsøl i store mængder, og paa fortauget udenfor Theaterkaféen kan man spise en enkel middag, mens man samtidig kan holde øie med næsten alle sine bekjendte.
Men den største og mest virkelig friluftsrestaurant er for øieblikket i Tivolihaven. Intet er fuldkomment, heller ikke denne restaurant; betjeningen er kanske lidt sen, og duger og service kunde vel været penere. Men haven er fyldt af blomster og duftende urter, der er smaa borde og bænker under brogede, orientalske kjæmpeparasoller, og et stort orkester spiller dagens nyeste melodier; med lidt fantasi kan man indbilde sig, at det er et lidet stykke Kina uden geishaer. Og solen skinner, og fuglene synger, og liver er ikke saa allerværst alligevel.
[…]
