Det kommer nu an paa husmødrene om vi skal holde os sulten og nøden fra livet. – Effektiv kontrol med maksimalpriserne. – Publkum må være lojalt. – Melkerationering planlægges. – Det bør bli strafbart alene at forlange, men også at betale mer end maksimalpris.
Dagbladet, 13.1.1918: Kvinderne hadde møtt «mand»-sterke frem til møtet i Calmeyergatens missionshus igaaraftes. Det store lokale var fyldt til trængsel – fra gulv til tak. Dette viser at husmødrene forstaar at nu gjælder det, nu er det alvor, nu maa enhver ikke alene ville, men ogsaa kunne gjøre sit beste.
Provianteringsminister Stuevold-Hansen indledet møtet med nogen manende alvorsord til kvinderne. Det er i første række dem det nu kommer an paa om vi skal komme frelst gjennem vanskelighetene. Det er ikke værdt at lægge skjul paa sandheten, uttalte statsraaden, nøden truer. Men naar vi staar haand i haand og tar løftene sammen, og vore kvinner forstaar sit stel, saa kan vi forhaabentlig avverge den. Derpaa sang forsamlingen «Gud signe vaart dyre fædreland», hvorefter fru Betzy Kjelsberg talte om rationeringen. Hun fremholdt at nu maatte der bli slut paa kaffe- og smørrebrødshusholdningene. Sild og fisk i høisætet. Et maaltid sild hver eneste dag var alles pligt. Det kunde vel ogsaa kanske bli en nødvendighet. Nu hadde vi faat statens fiskecentral her i hovedstaden. Dra den maatte der skapes kanaler utover til alle landets forbrukere. Der maatte sørges for et tilstrækkelig antal utsalgssteder.
Fruen anbefalte som en særlig delikat ret spekepølse av fisk, særlig sei. Denne burde der nu lages op mest mulig av. Den kunde nok senere komme vel med.
Videre la fruen husmødrene paa hjerte, at nu maatte det endelig bli alvor av at intet spiselig gaar tilspilde. Der har været snakket saa meget om dette. La nu endelig ordene bli omsat i handling. For nu trænger vi hver eneste matbite. La ikke skylledunkene staa der som husmødrenes anklager. Feil i matstellet viser sig io først og fremst i skylledunkene. Men saa maa nu ogsaa husmorens vilje lystres i et og alt i matveien. Her maa nu alle underordne sig – baade mænd, barn og tjenere. Ingen har lov at kny.
Desuten opfordret hun alle husmødre til selv at lute sin tørfisk. Lutefisk vilde da komme paa 25 øre pr. kg. La os selv indkassere de unødvendige mellemmænds fortjeneste!
Fruen uttalte videre: Det er desværre et sørgelig faktum – det er saa faa virkelig flinke husmødre. Vi maa derfor kræve husmorskoler i hver kommune. Det er sørgelig, men sandt. Der er mange underenærte varn, selv i de familier, hvor der ikke er manglende økonomisk evne til at skaffe barnene det nødvendige. Moren kan ikke stelle huset sit.
[…]
