Massemøde af byens kjøbmænd.

Ombringelsen af varer.

Det ble for dyrt med hester og visergutter. Her fra Lille Grensen 3 i 1898. (Foto ukjent, Oslo museum)

Aftenposten, 18.10.1917: Det massemøde af kjøbmænd, hvortil Kjøbmandsforeningen og Kristiania kolonialkjøbmænds forening havde indbudt igaaraftes, havde samlet saa mange, at Handelsstandens forenings store festsal var ganske fyldt.
Mødet lededes af Kjøbmandsforeningens formand, kjøbmand Rosenberg.
Til behandling forelaa først spørgsmaalet om, hvorvidt den nuværende gratis ombringelse af varer bør ophøre.
Kjøbmand Rosenberg indledede. Før var man glad for at kunne bringe varerne til kunderne. Nu er alt annerledes, idet alt er blevet meget kostbarere, saa man, om end med sorg, maa tage skridt til indskrænkning i vareombringelsen. En hest kostede i for før ca. 1 kr. dagen, nu 4-5 kr. En kjørekar havde før i løn 18-20 kr. ugen, nu 40 kr. eller mere. Reparationer var ogsaa blevet voldsomt kostbare. En visergut fik man før for 6-8-10 kr. ugen, nu maa betales 25 kr. Dertil kommer, at kjøbmandsstanden nu praktisk talt sælger en hel del uden fortjeneste, f.eks. statens varer. Man har knapt igjen til indpakningen. Tag en vare som f.eks. klipfisk. Den faaes for 95 øre, maa da hentes og sælges igjen for kr. 1,10 pr. kg. Ved at ligge lidt i butiken taber den flere procent i vegt.

Bestyrelsen var blevet enig om at foreslaa følgende udtalelse:
«Kjøbmænd i Kristiania, samlede til massemøde, retter en indtrængende henstiling til det kjøbende publikum om i størst mulig udstrækning at tage med sig de varer man kjøber, da kjøbmændene paa grund af den voldsomme stigning i udgifterne ved ombringelsen ikke i samme udstrækning som hidtil kan bringe varer. I tilfælde af, at varer ønskes sendt, maa man være forberedt paa at faa disse tilsendt ved leilighed, ikke til noege bestemt klokkeslet.»
[…]

Kjøbmand Carl Stenrud (kolonial) sluttede sig til indlederen og fremhævede tillige vanskeligheden vad at faa folkehjælp. At kræve afgift for ombringelse vilde vel falde vanskelig, man fik ialdfald forsøge en overgangsform.
Kjøbmand Bjørnstad (manufaktur): Ogsaa i vor branche er vi ilde farne i denne henseende, og noget maa gjøres. Han vilde henstille til dem, som ventede en pakke og de ikke selv kunde være tilstede og tage mod den, at lægge pengene frem, saa budet slap ialdfald at gaa to gange.
Kjøbmand Coward (isenkram): I vor branche er vi ligesaa vanskelig stillet. Hvis en henstilling ikke hjælper, maa afgift indføres.
[…]
Enstemmig vedtoges den foran refererede udtalelse.