Livlige møder i «Det blaa baand».

Voldsomme beskyldninger og slagsmaal.

Lakkegata i 1928. Foto: Andreas Beer Wilse, Oslo museum

Aftenposten 26.1.1916: I styremøde i «Det blaa baand» i Lakkegaden og under medlemsmøder med kaffedrikning har det for en tid siden gaaet meget livlig for sig. Der har vanket beskyldninger for spioneri, for at skrive anonyme breve, og medlemmer har bidraget til undrholdningen med skjældsord og haandgribeligheder.

En kvinde har være saa voldsom og krigersk – hun skal bl.a. have givet en mand, som er medlem af styret, 12 slag i ansiktet – at hun nu er sigtet for legemsfornærmelse, hvorhos en hel række vidner skal afhøres.


 

Denne sterkt interessevekkende notisen fikk selvfølgelig en oppfølging, og i to lange artikler fulgte Aftenposten opp med detaljerte vitnesbyrd og forklaringer om hva som hadde foregått. Kristiania-avdelingen av avholdslosjen «Det blaa baand», senere fusjonert med Blå Kors, hadde sitt hovedkvarter i Lakkegata 19, der det også ble drevet en avholdskafe og herberge for noen av byens løse fugler. Men den moralske standarden som styremedlemmene satte for seg selv, var ikke alltid så enkel å leve opp til.

Utgangspunktet for tumultene skal ha vært en strid om et styremedlem – «en fin pen mand» som ble utsatt for rykter: «Det hed rent ud sagt at han havde et barn udenfor egteskab.» Dernest har saken også handlet om et underslag og misbruk av innsamlede midler, men det er «vaskekone Kristiane Hansen som forteller hva som egentlig skjedde denne ulykksalige kvelden. Hun er sjokkert over tilstanden, for det hun har sett og hørt og lært i «Det blaa baand», «det er verre end nogen kan tænke sig. Arbeidet og virksomheden skulde nu ligesom være bygget paa kristelig grundvold, men jeg har nu tabt min barnetro og meget af min kristendom siden jeg kom ind der.»

Det er en herr Rønneberg, egentlig fullmektig ved Vannverket, som er sekretær i foreningen «og styrer det hele som en tyran». Formannen, verksmester Petersen, er det derimot ikke noe å si på, «uden at han ved medlemmernes møder har fortalt letfærdige skrøner, hvilket jo ikke kan passe i en kristelig forsamling».

Selve håndgemenget ble direkte utløst av en grammofon som Kristiane Hansen hadde hatt med seg til et møte på herberget, enda det bare ble spilt «rigtig pene og slet ikke anstødelige plader. Den store hvite flok, Tipparary, en marsch, en aapera, en vals og endda et religiøst stykke». Men selv dette ble for mye for enkelte, og slåsskampen var et faktum. Et av medlemmene, en herr Hovind, hadde kastet Kristiane Hansen mot veggen: «I selvforsvar slog jeg ham i hovedet med væsken min, som jeg tilfældigvis havde i haanden. I væsken var der et æble og et par nøgler.»

Hovind hadde fulgt etter Kristiane og sparket henne slik at hun hadde ramlet på hodet ut i det steinlagte gårdsrommet. Heldigvis hadde hun vitner, flere av de husville losjigjestene hadde sett hva som skjedde. Kristiane hadde da spurt en av dem om de hadde tatt anstøt av grammofonmusikken, men tvert imot: «De havde sjelden havt det saa hyggelig».

Føljetongen fortsatte deretter i Aftenposten i flere dager. Raskt fant landsforeningen i «Det blaa baand» grunn til å erklære at den lokale foreningen i Lakkegata ikke lenger var en del av landsforeningen, og også Lakkegatas Blå Kors-avdeling var nøye med å understreke at de ikke hadde noe med dette å gjøre.

I begynnelsen av februar rykket styret i «Lakkegata Blaa baand» ut i Aftenposten og avfeide Kristiane Hansens beretning som «en hevnakt mot foreningen». Straks etter ble hun også tiltalt av politiet for legemsfornærmelse.