Konkurransen om maskeradeballet

Tegningen forestiller et fransk operaball i 1860.

I 1830-årene kunne du, dersom din økonomiske situasjon var vanskelig, få anledning til å avholde et maskeradeball for å komme på fote igjen. Men først måtte du overbevise politimesteren om at du var en verdig trengende.

Oslohistorie.no kom over denne saken i en tilfeldig valgt konvolutt i Oslo politidistrikts arkivbokser ved Statsarkivet. Ut drysset det ut en mengde søknader til daværende politimester Andreas Richter, alle datert i oktober-desember 1837 – med personlige appeller om å få lov til å avholde et maskeradeball, fortrinnsvis hos Madam Grue på Vaterland, som vi tidligere har skrevet om.

Madam Grues danseball

Og begrunnelsene burde være verdige nok for de fleste. Høkerenken Johanne Salig Jeremiassen, for eksempel, satt uomtvistelig trangt i det:

“Undertegnede ansøger herved ærbødigst om at faae Tilladelse til at holde et Maskebal i Julen. Hvis ei min trængende Forfatning tvang meg dertil, skulle jeg vist ikke staae Andre i Veien, eller besvære Dem med min Bøn. Jeg driver vel en Smule Handel, men med denne gaaer det saa miserabelt, at den neppe indbringer saa meget som der behøves til dagligt Ophold; der bliver saaledes Intet til Klæder og Huusleie, som paa denne Tid er overmaade stor. Under disse Omstændigheder – tvungen af Nødvendigheden og haabende paa deres Godhed – bønfalder jeg Dem om naadigst Bevilning af min Ansøgning, idet jeg forsikkrer Dem om, at Hjælpen vil tilfalde den, der er lige saa trængende, som erkjendtlig og taknemmelig.”

Og Marthe Salig Pettersen, enke etter skipskaptein Pettersen og bosatt i Smalgangen på Grønland, hadde også små barn hun skulle forsørge:

“Som Enke efter afdøde Skipscapitaine Pettersen, der var flereaarig Skibsborger til Christiania, og ved sin Død Intet efterlod mig, har jeg ved Vask og Strygning, og andre Fruentimmerarbeider efter Evne stræbt at underholde mig og mine fire uforsørgede Smaae. Uundseelig har jeg altid holt mig tilbage fra Anmodninger, der kunde henledes til Paatrængenhed, og Gud veed at jeg Intet nødigere gjør end at anmode Andre om Hjælp, men naar jeg , uagtet at anvende Anstrængelse, seer min Stilling daglig forværres, og i Fremtiden kun øines mørkere og mørkere Udsigter, da griber Moderfølelsen meg, og skjænker mig Frimodighed til Foretagendes af de Undskyldelige, som jeg under Bedre Stilling ei havde tilladt mig.”

(klikk på bildet for stor versjon)

Også fru Uhrmagermester Salig Heide, som hadde mistet sin mann urmakeren, satt igjen med et barn “i den yderste Fattigdom”. Hun så seg ikke i stand til “at fortsette min Mands Haandverk, og skuer saaledes den mørkeste Fremtid imøde.” Men ved å avholde et maskeradeball ville hun formodentelig «gjøre sikker Regning paa en liden Fortjeneste».

I bunken finner vi også en interessant søknad fra artisten og tusenkunstneren Frederik Steen, som vi ellers finner i annonser gjennom hele 1830-tallet, med sine mange forestillinger av ymse slag nettopp hos Madam Grue.

Hans søknad er datert 6. desember 1837, like etter at det Gauthierske kunstberiderselskab, som Oslohistorie nettopp har skrevet om, har kommet til Christiania med den kontroversielle barnemishandleren Francesco Mancini i sin midte. Publikumsoppslutningen om Steens forestillinger hadde allerede begynt å svikte, og når nå Gauthier & co skulle sette i gang, “forudser jeg, at det aldeles ikke vil svare Regning for mig at indbyde til flere Forestillinger”. Derfor anmoder også Steen om tillatelse til å avholde maskeradeball, “hvorved jeg vilde gives Anledning for mig til nogen Fortieneste”.

Francesco Mancini – Kulturkrigen overskygget alt

Det er åpenbart ingen tilfeldighet at så mange søker om å få avholde dansemoro for å komme ut  av økonomisk knipe, og man skulle tro at politimesteren på forhånd hadde utlyst denne muligheten i avisene. Det finnes imidlertid ingen slike annonser, hverken I 1837 eller tidligere, men man kan lese ut av brevene at flere har søkt før, uten å ha fått tilslag.

«I flere Aar har jeg taget mig den ærbødige Frihed at ansøge…», er det en som skriver. «Jeg har i nogle af de foregaaende Aar anholdt…»,  skriver en annen. Marthe Marie Jonsdatter, som «med tre uforsørgede børn har været Enke i 8 Aar», forklarer oss mer inngående: «Som mig bekjendt tillader deres Velbaarenhed enkelte trængende Borgere og Borgerinder Frihed til i Julehøitiden at afholde Maskeradeballer for ved den derved erhvervede Fortjeneste at lindre noget i disses fattige Kaar.»

Ingen av de annonserte maskeradeballene i 1837/38 ser ut til å ha et åpenbart veldedig formål, men i januar 1833 finner vi en annonse for et ball hos Madam Grue som kan bekrefte at politimesteren hvert år utpekte en eller flere vinnere som fikk lov til å avholde maskeradeball til egen inntekt:

«Da dette er den sidste, som i denne Julehøitid bliver afholdt, og da Indtægterne af samme vil tilfalde en borgerlig Enke, der er Forsørger for 9 Børn, saa nærer man det tillidsfulde Haab, at Antallet af de Freqventerede ei vil blive formindsket.»

Vi vet ikke hvem denne enken var. Hvem av søkerne fra høsten 1837 som fikk mulighet til et lite økonomisk maskeradebidrag, vet vi altså heller ikke. Andreas Richter var uansett på vei ut, og i Christiania var folk mest opptatt av hvem som skulle bli ny politimester.

-gb-

Hvem burde bli politimester?
 

Kommentarer