Et forbudsmøte i Calmeyergadens missionshus.

De agiterer med kristendommen.

Calmeyergatens misjonshus ca 1915. Foto: A.B. Wilse, Oslo museum.

Aftenposten, 12.9.1919: Vi har set, hvorledes forbudsagitationen tager kristendommen til indtægt. De andre er “Djævelens haandlangere”.

Igaar holdt forbudsfolket efter samme princip møde i Calmeyergadens missionshus med taler af Albert Lunde, borgermester Solem fra Aalesund og Ludvig Hope.

Det er tilstrækkelig at citere en udtalelse:

Borgermester Solem “var forvisset om, at hvis Jesus havde levet her i Norge nu, saa vilde han have stemt for forbud”.

Og samtlige talere lyste velsignelsen over forbudets tilhængere og fordømmelse over modtanderne. Vore modstandere er to slags, udtalte hr. Solem. De, som vil beholde sin pjolter, om saa hele det norske folk gik tilgrunde, og de som er vildledet af “alkoholpressen”. Det var hans vurdering af den store del af vort folk som i sit inderste er overbevist om, at forbudet skader ædrueligheden.

Individuel kontrol vilde, sagde han , være en “drikkeskole”, en opdragelsesanstalt til at blive drankere”. Og for en uretfærdighed det vilde blive” De maadeholdne, som ikke følte nogen synderlig trang til brændevin, de skulde faa, mens drankerne, som ikke kunde undvære brændevin, skulde intet faa (!). Dette gjentog hr. Solem mange gange.

Det var bemerkelsesværdig, at her i Kristiania vovede disse agitatorer ikke at tale om “en brændevinsflom som før forbudet”. Her var det rationeringen og den individuelle kontrol, som kampen maatte rettes mod.

Kommentarer