1755: Madame Ø på besøk

Christiania ca. 1750. Ukjent, Oslo museum.

Folk i Christiania elsket god mat og vin, men dessverre spiste og drakk de altfor mye, mente «Madame Ø.», som skrev hjem til sine venner i Leipzig under sitt norgesopphold i 1755. Brevene ble etter hvert trykket i en tysk avis, og derfra havnet de i «Nordske Intelligenz-Sedeler» i 1763.

Dette var den første avisen i Norge, og utgiveren, Samuel Schwach (farfar til den mer berømte Conrad Schwach) måtte finne ulike måter å trekke lesere på. I utgave nummer fire hadde han altså funnet fram til brevene fra Madame Ø: «For at divertere Læseren, og for at viise Fremmedes Censurer over Nationen, har man her villet indrykke endeel Breve…». Han måtte imidlertid gjøre oppmerksom på at det kunne være visse svakheter ved skildringene, for eksempel når det gjaldt selskapslivet, der kildematerialet «har faaet sin Caracteer af visse faa Huuse og Sælskaber Forfatterinden har converseret». Schwach pekte spesielt på at Madame Ø hadde skrevet at «man baade før Maaltidet og siden efter Caffeen har taget Liqueurs, saa er det blevet til en almindelig Mode i den heele Bye…» – og slik var det jo ikke, mente Schwach. Brevene ble brakt som føljetong utover sommeren.

Vi kjenner ikke den eksakte identiteten til «Madame Ø», men vi forstår etter hvert at hennes fornavn er Celimene. Hun havner i Norge som følge av hennes manns eventyrlyst. Han plasserer henne i Christiania og drar selv på oppdagelsesferd i månedsvis rundt omkring i Norge. Allerede i mai 1755 klager hun i et brev over at hun som kvinne bare må følge med når mannen har bestemt seg. Og det er trøstesløst det hun ser fra dekket på et skip som ligger i Helsingør og venter på vind: «…den bare Vinter, og da vi jo meer og meer nærme os hen imod Norden, saa venter jeg ikke andet at finde, end Is og Sneebierge.»

Heldigvis blir det sommer etter hvert som hun kommer til Christiania, og hun finner glede i friluftslivet rundt byen: «Egnen her om Christiania er fortræflig, og de Promenader her findes, ere af de aller smukkeste.»

Men det er ikke bare greit å etablere seg i byen. I juli skriver hun: «I Christiania mangler der adskillige Beqvemmeligheder, som foraarsager, at det ikke er synderlig beleilig for Fremmede der at opholde sig. […] Her findes mange rige Familier, men, om jeg skal sige min Sandhed, synes mig her er et eget Folk; Ingen, som i det mindste ej har 12 Værelser at boe i, finder sig vel logeret, og det skulde falde dem meget ubelejligt, at overlade et eeneste deraf til nogen Fremmed.» Så selv om mange bodde stort, var det altså ikke stort nok til å leie ut til fremmede, mente hun.

Men folk var hyggelige likevel: «Levemaaden hos dette ædle Folk er fortræflig. Nordmændene er omgjængelige. Naar man ej fortørner dem, ere de gode at komme til rette med, men gjør man dem Uret, ere de uforsonlige. Imod Fremmede ere de høflige og tjenstagtige, de ere af en lystig og munter Humeur.»

Og selskapslivet var uovertruffent: «De elsker meget Sælskaber, et godt Bord og et godt Glas Vin. Det eeneste jeg har at udsætte på Dem, er at De æder og drikker alt for meget. Bliver man hos nogen indbuden til Gjæst, maae man baade før Maaltider og efter Caffeen tage en Dosis…».

«I Christiania findes en Mængde af fornemme Stands Personer: Alle kappes om at gjøre Norge til et Paradis for Fremmede. De fleeste av Indvaanere besidder store Midler. I deres Gjæstebuder bliver man gemeenlig serveret med 24 til 30 Retter Mad, og man drikker i Proportion af Retterne.»

Christian B. Tullin ca 1760. (H.V. Westergaard, Oslo museum)

Det er her man forstår at redaktør Schwach kan ha hatt et poeng, for selv om det fantes flere svært velstående familier i Christiania på denne tiden, må det likevel ha vært et begrenset utvalg som kan ha invitert til gjestebud på denne måten. Men noen kunne nok det – i 1755 har byen kommet inn i en ny oppgangstid, og store trelasthandlere som Collett, Leuch, Vogt og Ancher fører an i et ekstravagant selskapsliv. Kanskje har Madame Ø fått høre byens fremste visekunstner, Christian Tullin, lese eller synge noen av sine populære vers.

Men Madame Ø’s vennekrets kan ikke ha vært veldig stor. Hun sier da også selv at «jeg er ikke meget ude, siden min Mand er borte». Språket var også et problem for henne. De fleste hun traff snakket engelsk, men «Faae har kundet tale mit Moders Maal. Det Tydske Sprog er ikke meget i Brug, det Franske er meer almindeligt, og dermed har jeg og hjulpet mig frem.»