Morgenposten, 28.1. 1919: Det er ikke vanskelig at merke betydelige Lettelser i Vareknapheten paa enkelte Omraader. Stort skal det muligens heller ikke til, før en Forandring gjør sig merkbar. Manglen har været yderst omfattende og generende, men allerede nu nyder vi altsaa godt av, hvad de tidligere krigførende Stormagter, og da særlig Amerika, lar os til en Begyndelse faa av sine utvilsomt enestaaende Lagre.
Tobaksnøden er forbi, Galoschemanglen er avhjulpet og meget andet begynder at gli ind i sin rette Gjænge.
Vore Forhaabninger var derfor store, da vi igaar tok os en Tur ned paa Toldboden i Stenpakhuset for i et journalistisk Øiemed at inspicere de betydelige Lagre, som vi antok laa gjemt bak de røde Mure. Tegneren var forberedt paa adskillige interessante Overraskelser, vi var for vort Vedkommende ikke noget daarligere forberedt. Overraskelsen blev forsaavidt gjensidig. Lagrene var tomme. Dermed mener vi ikke, at der absolut intet var i dem, men i Forhold til vore Forhaabninger er Uttrykket korrekt. Grunden var imidlertid liketil, for, som en elskværdig Toldbetjent fortæller os, Varerne gaar likesaa fort ut, som de kommer ind. Jo, det er nok saa, at der virkelig er kommet litt av baade det ene og det andet, og den siste Engelskmand er netop gaat ut i dag. De tyske Baater er siden Fredsutbruddet fuldstændig forsvundet, men Baater fra Amerika, England og Frankrike kommer og gaar med passelige Mellemrum.
[…]
Ved Bryggen ligger Dampskibet «Galicia» og losser. Det ene store Fat efter det andet rulles i land. Det er fuldlastet med Vin fra Frankrike. Dækslasten bestaar av saa og saa mange hundrede Tønder med Harpiks. Og da vi i vor Uvidenhet tillater os at spørre om, hvad man i al Verden skal med alt dette, svarer en gemytlig Herremand, at det skal de bruke paa Strykekonserter her hjemme, for dem skal der være saa mange av!
Ogh.
