Bort med visittene!

Henrik Ibsen ville ha seg frabedt unødvendige høflighetsvisitter. (H. Szacinski 1898, Oslo museum)

Organisasjonslivet blomstret som aldri før på 1800-tallet, og en av de mer pussige grupperingene var den såkalte Antivisit-foreningen. Formålet var å bli kvitt en forhatt tvangsformalitet – nemlig det å måtte avlegge en takkevisitt hos vertskapet som man nettopp hadde vært på besøk hos.

I et håndskrevet referat i Riksarkivet kan vi se at «nogle for sagen interesserede herrer» møttes i den nye losjebygningen 24. februar 1896 for å diskutere hva man kunne gjøre med problemet. De var åpenbart for få til å vedta lover for foreningen, men i mars var man formelt i gang – og oppslutningen var overveldende.

Opprørslederen Johan Mohn Nyquist med fru Caroline Finne. Foto: Szacinski 1898, Oslo museum.

Foreningens formål var å «søge indskrænket personlige Visitter, specielt efter Selskab, idet den hævder, at Udsendelse af Kort erstatter de traditionelle personlige Fremmøder og bliver at betragte som fyldestgjørende Høflighedsbevis».

Og visittene var virkelig en plage. Dersom man ble invitert til en familie for første gang, måtte man til og med avlegge en høflighetsvisitt før selskapet – og altså etter selskapet også. Det var ikke til å undres over at både gjester og vertskap var grundig lei hele ordningen.

En avisskribent som helst ville på tur i marka, beskriver situasjonen:

«Men saa kommer disse velsignede Visiterne. Saa forkjert som mulig midt paa Søndag Formiddag, netop saaledes, at man ikke kan komme ud lidt hverken før eller efter. Man er da nødt til at holde sig i Byen for at gaa paa Visit og i 90 af 100 tilfælde ikke bliv modtaget. Og saa har man paa den Maade forspildt den Dag, som man eller pleier at glæde sig til hele Ugen.

[…]

Og saa morsomt et end er at færdes ude, saa bliver det nogle temmelig dyrekjøpte Timer, man nyder, naar man bagefter skal spendere sin eneste Fridag for at gaa paa Visit. Dobbelt galt bliver det naturligvis, naar man første Gang bliver buden i en Familie. For da kræver jo den nugjeldende bon ton Visit baade før og efter Selskabet.

Fra Visitmodtagernes Side set maa Sagen stille sig ligedan. De kan da neppe have nogen Tilfredsstillelse af at have en Masse Mennesker flyvende paa Dørene hele Søndag Formiddag. Derfor ser vi ogsaa, at Folk som Regel ikke «tager imod» disse obligatoriske Visitter.»

Når man ser listen over foreningens medlemmer, kan man lure på hvorfor de ikke bare kunne slutte med visittene øyeblikkelig – for her er de ledende familier bredt representert. I ledelsen finner vi premierløytnant J.M. Nyquist, grosserer Conrad Hemsen og kaptein Frederic Bonnevie i tillegg til redaktør Amaldus Schibsted og bokhandler Kr. Grimsgaard. Og blant de «menige» fantes navn som tidligere statsråd Hans Rasmus Astrup og hans kone «fru statsraadinde» Astrup, til like med arkitekt Thrap-Meyer og «fru arkitekt Thrap-Meyer». Kvinner kunne også signere på egen hånd, slik som frøken Dagny Nandrup og frøken Rigmor Fyhn – men ellers er det mennene som dominerer i 1896 – deriblant riksadvokat Bernhard Getz og medisinaldirektør Michael Holmboe, bryggerieier Ellef Ringnes og tidligere ordfører Evald Rygh. Et stykke ned på listen finner vi den kanskje mest prominente – dr. Henrik Ibsen.

Kjøpmann Frederik Julius Petersen i korrekt visittpositur, ref. regel nr. 104: Hold på hatten. Foto: A.C: Moestue ca 1868, Oslo museum.

Det fantes en rekke skrevne og uskrevne regler i selskapslivet, og forfatteren «Victor Chic» – et pseudonym for teaterdirektøren August Rasmussen – ga ut flere bøker om emnet. I 1892 presenterte han 333 regler for skikk og bruk, deriblant om visitter:

104. Ved et kort Besøg lægger man ikke Hatten fra sig og tager man ikke Handskerne af.
111. Tal høit, tydeligt og kortfattet.
122. En Visit maa – når den ikke er hos Ens Slægtninge eller nærmeste Venner – ikke vare længere end femten -tyve Minuter.

I 1898 hadde verden åpenbart gått videre, da kunne «Victor Chic» konstatere at «Takkevisit efter et Selskab, ansaaes endnu for nogle faa Aar siden, som en uafviselig Pligt; nu synder man ikke mod Etiketten ved at undlade den».

-gb-