Aftenposten, 18.7. 1918: Hvor ofte har ikke publikum i almindelige tider faaet høre disse ord og erfaret sandheden af dem, naar de i en fart skulde frem til et numer. Og de arme telefonider har været gjenstand for en mængde – med respekt at melde – forbandelser, som de forøvrig har taget med sindsro, da de ikke har hørt dem.
Nu er telefonen dobbeltsprængt. Den spanske syge har angrebet telefondamerne med stor og usvækket kraft. Af 570 damer, som eller ekspederer, er 250 syge; desuden har 45 for øieblikket ferie. Det vil altsaa sige, at over halvparten er faldt fra og at den gjenværende maa hænge i fra morgen til aften i tide og overtide.
[…]
Tilstanden er altsaa kritisk. De damer, som slider i det hele dagen, bliver aldeles udkjørt og trenger styrkelse i form af kamferdraaber og lignende efter hver vagt. Derfor maa det atter appeleres til publikum. Man maa indskrænke telefoneringen til det mindst og hurtigst mulige. Hvis publikum havde anledning til at aflægge centralen en visit – men det har det ikke, hvorledes vilde det vel ogsaa blive, hvis hele byen satte hinanden stevne paa telefonstationen – vilde det ganske sikkert forstaa, at det maatte være taalmodig. Bliver tilstanden altfor umulig maa man enten stænge for enkelte abonnentgrupper efter tur eller til visse tider holde aabent bare for telefonering til og ikke fra vedkommende abonnent. Men man havde haabet at slippe at gaa til en slig foranstaltning.
