Aftenposten, 21.6. 1918: I en leiegaard paa Grünerløkken maa leieboerne hente vand i en post paa gaardspladsen. Her mødes ret som det er gaardens kvindelige beboere og faar sig en passiar i al gemytlighed, – som regel, men det har ogsaa hændt, at det af og til basker sammen til mindre fredelige opgjør.
Saaledes stod en dag i februar iaar en af gaardens beboere, fru B., ved posten og vaskede tøi, da en anden af beboerne, fru P., kom med sin bøtte og skulde have vand. Der havde i længere tid været et spændt forhold mellem de to, særlig siden fru P. for en tid siden i lagmandsretten blev dømt for legemsbeskadigelse overfor gaardens portner, i hvilken anledning fru B. skulde have sagt, saa fru P.s voksne datter, som intet kjendte til sagen, hørte det: «Naa kunne dem gjerne sætte’a ind, saa vi blei kvit a en tid i gaarn».
Saa mødtes da de to ved vandposten, og nu fortæller fru B., at fru P. uden videre heldte en bøtte med vand over fru B.s ben, og lige efter lod fru P. en bøtte til gaa den samme vei, idet hun skulde have sagt: «Der har du en til». […]
Et par dage senere, fortæller fru B., da hun passerede paa gangen foran fru P.s dør, slængte fru P en øse med vand lige i fru B.s ansigt. Hun skulde samtidig ha sagt: «Her har du den, fordi du sjinerer barna mine».
Da brast fru B.s taalmodighed, og hun gik lige til politiet og meldte fru P., som blev sat under tiltale for legemsfornærmelse mod fru B. og nylig i meddomsretten dømtes til 30 dages fængsel. […]
Den første gang, det her var spørgsmaal om, fortalte hun, skulde hun bare flytte paa fru B.s vandbalje for selv at faa vand, og det kunde nok hænde, at der kom noget vand paa benene til fru B., men det var aldeles ikke gjort med fru P.s vilje. Den anden gang skulde fru P. slænge en øse vand efter en fremmed kat, som i længere tid havde rendt rundt i gange og trapper i gaarden og gjort sig ufin, og naar saa fru B. kom med det samme og satte frem fjæset sit og fik vandet plantet i det, saa var det noget som sandelig fru P. ikke kunde noget for. […]
Fru B. hævdede imidlertid som vidne, at fru P. ved begge anledninger havde heldt og slaaet vand over hende med vilje, og fru B. negtede, at hun havde «ligget efter» fru P. eller fornærmet hende eller barnene.
Et par af gaardens beboere mente, at det var fru B., som i længere tid havde været den udfordrende, og ikke fru P.
Det oplystes, at konflikten ialfald havde havt det heldige resultat, at den fremmede kat, som længe havde været paafærde i gaarden, og som beboerne var saa lei, siden hin kampens dag var sporløst forsvundet. Den har nok været saa fornuftig at trække sig tilbage fra de krigerske kvinders arena til et roligere sted.
[…]
