Byens mest besøkte kafé.

Kaffistova i 1910, den gang på Stortorget. Foto: Hermann Neupert, Oslo museum.

Dagbladet, 6.2. 1918: Dyrtid og forbud har igrunden gjort alle byens restauranter til avholdscafeer. Nu skiller man nærmest mellem dyre og billige avholdscafeer. Av de siste er den populæreste ubetinget «Kaffistova» i Bøndernes hus. Her er bordene altid fuldt besat og det er neppe en time paa dagen hvor et bord staar ledig mere end et halvt minut. De, som har aldrig har sat Deres ben på «Stova» tror vel at man deroppe bare finder grøtspisende landsmaalsfolk i nationaldragter og bonderoser. Selvfølgelig har De uret. Nationalbunaden eksisterer bare i fantasien, folkelivsskildringer og syttendemai-tog. […]

Kaffistova har eksistert en 10-12 aar og er forlængst blit en institusjon her i byen. For mange aar siden holdt den til i Øvre Slotsgate. Der var blant annet et «røykjerom i tridje hegdi», en koselig sal av et næsten intimt præg. Her holdt klikkerne til, gymnasiasterne, studenterne, telefoniderne,  tegneskolens elever, unge malere, unge forfattere og unge skulkere. Kaffistova var idetheletat en forførende frister for os som den gang var ganske unge. Naar vi en morgenstund ruslet til skolen med bokvæske daarlig samvittighet saa tænkte vi av og til som saa: «Stova» er et hyggelig sted og det er forbandet med disse trigonometriopgaverne, som jeg ikke fik gjort igaarkveld. En god kop kaffe i hyggelig selskap er bedre ende skjendeprækener og strafopgaver. Well, jacta est alea.» Hvorefter vi med rolig samvittighet ruslet ned til «stamkraai». Naar man saa kom ind i det halvmørke rum tittet de første solstraalenbundter ind gjennem de gyldenbrune gardiner og naar man saa sig omkring kan det nok hænde at man satte stor øine.

Her var de allerede samlet, hele haugen. Ens egne klassekamerater, – ogsaa skulkere – de unge mestere fra tegneskolen – også skulkere – den juridiske og den teologiske student – ogsaa skulkere og endnu en hel del skulkere, med andre ord: man møttes av en levende og gemytlig illustration til ordsproget om «mange sjæle én tanke». Kaffen var allerede paa bordet, piperne tændt og diskussionen i fuld gang. Her var millionærsønnen fra Østerdalen, rødmusset og velnæret med et evigt lyst smil. Her var den magre, bleke og sorthaarede bondegut fra Hedemarken, literaturens bærer, frater Josephus, som vi gjerne kaldte ham fordi han var sprenglærd og fordi han tænkte paa latin. […]

Menneskene er skiftet, lokalerne, diskedamerne, men miljøet er endnu det samme. Tobaksrøken driver i tætte skyer over bordene, luften kan være kvalm og trykkende, publikummet saa som saa. Om kveldene staar der kø utenfor indgangen, ikke mindst søndag aften naar tjenestepikerne har fri. Men i dette brogede, støiende virvar vil man allikevel altid finde de utvalgte klikker av begeistret ungdom, som ikke ænser hva der foregaar omkring, gir fanden i tjenestepikeskravlet og den slætte luft og bare sitter optat av sine egne høivigtige teorer om alt mulig i aandernes rike. Det er allikevel en stor ting at kunne ri sin Pegasus gjennem Stovas lumre matosende og røkfyldte luft og til og med ri den saa godt at den med sine hover slaa en Hippokrene  i hver kaffekop.

-Dandin-

Nå kan du støtte driften av Oslohistorie. Vipps: 503909. Mer info her.

Kommentarer