Uhyggelig brand i Lakkegaden igaaraftes.

En gammel rig særling brændt inde. Er ogsaa hans penge gaaet op i luer?

Lakkegata i 1938. Nummer 15 brant altså ned, og i stedet fikk Frelsearmeen bygge sitt nye hus på tomta. (Oslo museum)

Aftenposten 5.1.1916: I en lav en-etages gammel rønne, Lakkegaden nr. 15, boede en gammel særling rent som en eremit. Christian Andersen hedte han. Han eiede selv rønnen, som populært kaldtes “Sølvborgen”. Det staselige navn paa det gamle affældige hus skyldtes den ting, at den 70-aarige eier havde samlet sig mange grunker. Der gik store frasagn om hans rigdomme, som for beboerne i Lakkegaden antog rent fabelagtige dimensjoner.

Ud paa kvelden igaar saaes gamlingen komme hjem med en sæk høvelflis, han havde faaet paa et høvleri. Kjøbe ved syntes han ikke han havde raad med, en del fik han paa “høvelen”, og sjelden hændte det heller ikke, at saaes pille vedbiter og fliser op fra gaden.

En stund efter at han var forsvundet ind i huset merkede folk, at der lugtede sur røk i gaden, og da man skulde se til, opdagedes det, at der var ild løs i værelset nærmest porten, det rum, hvori gamlingen førte sin besynderlige tilværelse.

Unger strømmede til, ildske brand-raab skingrede gjennem gaden, vinduer blev slaaet op og folk kom løbende. Et par af dem, som var først paa pletten, slog vinduet ind i det brændende værelse. Der saa de den gamle krok vimse omkring i varmen raadløs og forfjamset, livende ræd, vistnok mest for sine penge. De skreg til ham; men han sansede ingenting. Saa var det, at en behjertet fyr løb ind porten, sprængte døren til det brændende værelse og fik ogsaa tag i gamlingen, men han strittede imod, vilde ikke ud. Kanske fordi han var saa aldeles fortumlet, kanske ogsaa fordi han nødig vilde skilles ved sin mynt, som han havde saa kjær, at han levede som den fattigste stakkar, for ikke at forgribe sig paa den. Den behjertede fyr maate lade gamlingen være, efter at han selv havde paadraget sig brandsaar.

[…]

Da brandvæsenet tog fat, slog ilden ud i store flammer baade fra vinduet og fra porten. Det brændte godt i trærønnen. Et par slanger blev lagt ud, og efter faa minuters forløb var man saapas herre over ilden, at man kunde trænge ind i gamlingens værelse. Han fandtes liggende paa ryggen med hovedet over dørtærskelen ud til den lille gang fra porten, og han frembød et rædselsfuldt skue. Klæderne var omtrent fuldstændig svid af kroppen, en del af denne var forkullet. Da brandfolkene greb fat i ham for at hale ham ud af værelset, faldt den ene arm af.

[…]

Gamle Andersen var en velkjendt skikkelse i Lakkegaden. Han var rent en sagnfigur, baade fordi han levede saa ensomt og var saa usselt og elendig klædt, og fordi han sagdes at være saa rent urimelig rig, og altsaa ligesaa gjerrig. Hvor mange penge han eiede, det vidste nok ingen; men der var dog dem, som anslog ham god for et par hundrede tusen.

[…]

Da vi ved 12-tiden atter søgte brandstedet, meddelte en af brandkonstablerne at man havde fundet to bankbøger. Han kunde ikke med sikkerhed sige, hvor meget der var indsat paa dem, men det dreiede sig antageligvis om 80,000 kr. Bankbøgerne blev fundet mellem en del andre bøger i en skuffe, som vistnok har staaet under sengen.

Kommentarer